Bogen

Jeg har skrevet en lille bog om min barndom, opvækst i 30'erne og begivenhederne under besættelse set gennem en ung drengs øjne.

Bogen kan købes for trykkeprisen (60,- kr + porto) ved henvendelse til mig (mail. post eller telefon).

(udgivet på Forlaget Rose, ISBN 978-87-993046-0-8)

Nedenfor følger et lille uddrag som omhandler den meget berømte begivenhed, hvor modstandsmanden "Flammen" var nær ved at blive taget af Gestapo. Som 14-årig knægt så jeg hvad der skete, og det stemmer ikke helt med de romanti-serede beskrivelser jeg er stødt på fra forskellige sider.

 

Fra bogen:

En herlig varm sommerdag i juli 1944 kom jeg som sædvanlig ud til min fars forretning på Sdr. Fasanvej 47, hvor jeg en 3-4 dage om ugen, var bud. Det første, min far sagde, var: ”Der er forskellige ting, vi skal have ordnet, men kan du ikke lige smutte ind til Østergårds med et par bukser”. Som sagt så gjort: med de nypressede bukser over armen bevægede jeg mig hen til blomsterhandler Petersens forretning på hjørnet.

Petersen, som var en jovial og venlig mand, og som meget naturligt gik under navnet ”Blomster Peter” hørte på mig, og sagde så med et grin ”Det er sgu ikke mine bukser, tror du en fattig blomstermand har råd til at få presset bukser hos skrædderen - du må have hørt forkert John”.

Det kunne jeg ikke rigtigt forstå, men begyndte at gå tilbage til min fars forretning. Jeg var kommet til ”Krone” ismejeriet, da tingene tog fart. Det dramatiske intermezzo, som nu fulgte, tog vel ikke meget mere, end det tager at løbe et 100 løb. Pludselig stoppede jeg forstenet op ved lyden af en række skud fulgt af lyden af glas, der knuses. I næste sekund ser jeg en høj, ung, rødhåret mand med en pistol i hånden komme løbende lige mod mig. Samtidig ser jeg to eller tre mænd komme ud af grøntforretningen og skyde efter den flygtende mand. Lige ud for mig står en dame ved kantstenen med sin cykel. Uden et ord snupper den unge mand cyklen ud af hånden på hende, springer på den og cykler skråt over mod Kronprinsensvej, alt medens der stadig skydes voldsomt efter ham.

Jeg har ikke bevæget mig en tøddel, men er chokeret blevet stående. Pludselig inden den unge mand forsvinder om hjørnet, bliver jeg revet hårdt ind til siden. Det var min fars nabo, skomager Stig Lindquist, der resolut fik mig i sikkerhed i hans forretning. Næsten samtidig hører skyderiet op. Der høres høje kommandoer på tysk, men snart efter bliver der helt stille. Lidt efter høres ambulancens tuden, og vi kigger forsigtigt ud af vinduet. Vi ser til vores gru, at der på det modsatte fortov ligger en mand udstrakt i en stor blodpøl. Den dræbte bliver kørt bort i ambulancen, og jeg smutter hurtigt ind i min fars forretning, hvor man er lykkelig for at se mig uskadt. Der sker ikke mere dramatik. Et par Gestapo-biler er kommet til, men de forsvinder snart igen. De har taget fru Østergård med, men det er også alt, hvad vi hører, mens rygterne går.

 

John Peter Lund

Tværgaden 6
2605 Brøndby
Danmark

Tel: 3675 2457
 

Email: John_Lund@sport.dk

Mine kammerater fra 1940 og frem til halvtresserne, hvor vi alle satte bo. Fra v. Børge Jørgensen, Bent Larsen, ego og Arne Olsen. De er alle omtalt i mine erindringer.

2009 - John P. Lund  
foto: Caroline Emilie Andrup